Indvandrerkvinder vil gerne lære dansk

Indvandrerkvinder er engagerede i dansktimerne, men de har behov for fleksibel undervisning, hvis de skal fuldføre sprogskolernes kurser. Det viser en ny rapport fra AKF, Anvendt KommunalForskning

08.04.2010 | meth

AKF skriver: Mange indvandrerkvinder vil rigtig gerne lære dansk, men de kommer til sprogskolerne med forskellige forudsætninger. Derfor skal danskundervisningen tilrettelægges fleksibelt og med udgangspunkt i den enkeltes behov. Ellers risikerer kvinderne at få langvarige pauser undervejs i kurserne – og måske ender de med at droppe helt ud af undervisningen. Det viser en ny analyse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.

Undersøgelsen består af i alt 39 enkeltmands- og gruppeinterviews, foretaget blandt lærere og kursister på fire sprogskoler i Holstebro, Ringsted, Høje-Tåstrup og Vejle samt blandt medarbejdere på fire jobcentre. Derudover er der foretaget statistiske analyser baseret på registerdata. Resultaterne viser bl.a. at:

  • Hver tredje kvinde på det laveste niveau (Dansk 1) har risiko for langvarige pauser i kursusforløbet
  • Hver femte kvinde på det højeste niveau (Dansk 3) har risiko for langvarige pauser I kursusforløbet
  • Otte ud af ti af alle de kvindelige kursister består danskprøverne efter endt kursusforløb