Voksenlærerens kompetenceudvikling i praksis

Undersøgelser peger på, at omstændighederne for voksenlærerens professionelle udvikling kan optimeres gennem: anerkendelse af voksenundervisere som voksne lærende, anerkendelse af praktisk viden som den udvikles i undervisningen, og sikring af lærerens deltagelse og refleksion.

11.05.2011

Vi ved at lærerens didaktiske handlinger er stærkt påvirket af hendes tanker og overbevisninger om læring og undervisning. Disse overbevisninger er influeret af tidligere erfaringer fra undervisning, også fra lærerens egen skoletid. Til trods for at disse overbevisninger om hvordan man lærer og hvordan man underviser, fungerer som stærke handlingsvisere for lærerens ageren i undervisningen, så viser forskningen, at disse er mulige at påvirke via fx efteruddannelse, hvor lærerens engagement og refleksion indgår.  Vi ved altså, at voksenunderviseren blandt andet udvikler sig professionelt gennem efteruddannelseskurser, coaching, supervision, studier i nye undervisningsmetoder, kollegiale samtaler. Disse mere eller mindre formelle tiltag er alt sammen noget, som voksenunderviseren har mulighed for at lade sig inspirere af, reflektere over og lade indgå i sine didaktiske handlinger i undervisningen.

Da størstedelen af lærerens karriere foregår i klasserummet må også dette aspekt inkluderes som en mulig læreproces. Hvad sker der rent faktisk i lærerens egen praksis, når hun står i rummet og får undervisningen til at lykkes? Hvad sker der, når situationer skaber frustrationer, og der må tænkes anderledes? Hvor i lærerens praksis finder udviklingen sted?

Lærerens livslange karriere består af kumulativt lagret læring erhvervet gennem erfaringer fra praksis, men undersøgelser viser, at denne proces ikke er så simpel som forestillingen om novicen, der gennem erfaringer udvikler sig til en rutineret ekspert. Lærerens læringsbane er en livslang proces, som både omfatter kriser og glæder, oplevelser af disharmoni som kan vise sig at være transformative perioder i karrieren.

Ph.d.-studerende Lea Lund Larsen har skrevet et paper, der præsenterer state-of-the-art inden for voksenlærerens læring i praksis. Paperet er skrevet som en del af ph.d.-projektet ’Kompetenceudvikling gennem praksislæring – et studie i voksenunderviserens læreprocesser’, og blev fremlagt på 'The Fourth Conference on Adult Learning' den 12. april 2011.

Undersøgelserne peger på væsentlige elementer, som bør være tilstede for at sikre de optimale omstændigheder for voksenlærerens professionelle udvikling. Det sker når vi anerkender voksenundervisere som voksne lærende, anerkender praktisk viden som den udvikles i undervisningen og når vi sikrer lærerens deltagelse og refleksion over undervisningen.

Læs Lea Lund Larsens paper (pdf)

Læs mere om Lea Lund Larsens ph.d.-projekt