Fra ufaglært til faglært på rekordtid

Der er en stigende mangel på faglært arbejdskraft. Beregninger peger på, at det  i 2020 vil dreje sig om mere end 25.000 personer alene i hovedstadsområdet. På den baggrund har Region Hovedstaden med støtte fra EU's socialfond igangsat projektet Fra ufaglært til faglært på rekordtid. Formålet er at udvikle metoder og organiseringsformer, der gennem anerkendelse af ufaglærtes realkompetencer, fører til kortere uddannelsesforløb.

Forskere fra NCK er tilknyttet projektet som aktionsforskere og skal først og fremmest bidrage til at afklare, hvordan ufaglærtes kompetencer kan måles og beskrives, så de i størst mulig udstrækning kan indgå i et kompetenceforløb, der fører til en faglært uddannelse. Hvordan kan de ufaglærtes kompetencer beskrives på et bredere grundlag, så den praktiske kunnen og erfaringer, kan ækvivalere en boglig viden? Hvordan kan erfaringer og praksisbaseret viden indarbejdes i kompetenceudviklingen på den mest effektive måde?

Aktionsforskningen følger de udviklede kompetenceforløb og indsamler erfaringer, som anvendes i projektudviklingen.