Aarhus Universitets segl
Dette projekt er afsluttet, og hjemmesiden opdateres derfor ikke længere.

Forskningsbaserede undersøgelser og analyser af VEU-området

NCK's forskergruppe undersøger fire centrale forhold inden for VEU. Undersøgelserne og analyserne tager udgangspunkt i de forhold, som opregnes af trepartsudvalget og i strategien for livslang læring

Undersøgelserne fokuserer på fire emneområder:

  • Læringsformer og deres betydning for voksnes motivation for læring og uddannelse
  • Kompetenceudvikling i virksomheder med særligt fokus på kortuddannedes opkvalificering
  • Anerkendelse af realkompetencer
  • Samspillet mellem almen og erhvervsrettet VEU

Undersøgelserne er en kombination af en indsamling og en systematisering af eksisterende viden, nationalt og internationalt. Desuden gennemfører forskergruppen en række undersøgelser, herunder opfølgning på udviklingsarbejder, der vil kunne bidrage til en systematiseret viden om praksis i VEU.

Målet med undersøgelserne er at give beslutningstagere, interessenter og brugere et evidensbaseret grundlag, der kan fremme deltagelse i VEU og forbedre kvaliteten af indsatsen.

Læringsformer og deres betydning for voksnes motivation for læring og uddannelse
Undersøgelsen følger syv udviklingsprojekter, de såkaldte TUP-projekter, om arbejdsmarkedsuddannelserne, som er sat i gang af Undervisningsministeriet. Undersøgelsen har særlig opmærksomhed på de kortuddannede.

Undersøgelsen er sat i gang ud fra den grundantagelse, at motivation bestemmes af et samspil mellem forventninger, indholdet i læresituationen og læringsmiljøet. Indholdet i læresituationen skal afpasses deltagernes forventninger, læringskonteksten skal være understøttende, samtidig med at undervisningens kvalitet fastholdes. Hvordan dette samspil realiseres er afhængig af, hvilken læring der er tale om, og i hvilken sammenhæng, den foregår.

Der er gennemført kortlægning af igangværende relevante TUP-projekter, syv i alt, hvoraf det første afsluttes i september 2008 og det sidste i sommeren 2009. Den 1. oktober 2008 vil der foreligge en kortfattet rapportering.

Kompetenceudvikling af virksomheder med særligt fokus på kortuddannedes opkvalificering
Virksomheders kompetenceudvikling afhænger af, hvordan deres forretningssituation, deres
ydre og indre handlebetingelser og deres strategiske VEU-adfærd spiller sammen med medarbejdernes arbejds- og livsforløb og motivationsstrukturer. Forståelse af dette komplekse forhold er afgørende for aktivering af de handlemuligheder, der findes i virksomhederne for at styrke opkvalificeringen, ikke mindst for de kortuddannede medarbejdere.

NCK gennemfører undersøgelsen i 2008-2010. Arbejdet med litteraturstudium er i gang, og det forventes, at første udkast til rapportering vil være klar ultimo november 2008.

Beskrivelse og analyse af udbredelse af og barrierer for anvendelse af anerkendelse af realkompetencer
Anerkendelse af realkompetencer indgår i uddannelsespolitiske strategier rettet mod et samlet uddannelsesløft, effektivisering af uddannelser og kompetenceudvikling i virksomhederne.

Der er udarbejdet projektdesign for undersøgelsen. Undersøgelsens første fase er igangsat medio august 2008, med litteraturstudie af gældende viden inden for området, ligesom udarbejdelsen af spørgeskema til den kvantitative webbaserede undersøgelse er indledt, således at den kan gennemføres i efteråret 2008.

Samspillet mellem almen og erhvervsrettet VEU
Projektet omfatter en undersøgelse af pædagogisk praksis i ti undervisningsforløb, som tilstræber integration af almene og erhvervsrettede elementer. Forløbene omfatter fem forløb på en voksenuddannelsesinstitution og fem forløb i samspil mellem virksomhed og arbejdsplads.
Undersøgelsen er baseret på den antagelse at læring skaber høj motivation og mere anvendelig viden når læringen integrerer almene og erhvervsrettede elementer.

Der er truffet aftaler med en række institutioner: Teknisk Erhvervsskole Center, Landtransport Hvidovre, Viborg Kommunes ældre sektor i samarbejde med Sosu- skolen i Skive, og Bispebjerg Hospital. De første resultater forventes primo 2009.

Kontakt
Steen Høyrup Pedersen, DPU, shp@dpu.dk  


 

Oops, an error occurred! Code: 20231130100146cee60ebb