Digitalisering af VEU-administrationen
Undervisningsministeriet skriver: Et nyt lovforslag betyder, at administrationen af erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-administrationen) skal digitaliseres. Det vil give en bedre service i administrationen samt et mindre tidsforbrug hos virksomheder, kursister og uddannelsesinstitutioner.
Administrationen på voksen- og efteruddannelsesområdet skal digitaliseres for at skabe en bedre service samt et mindre tidsforbrug hos både virksomheder, kursister og uddannelsesinstitutioner. Det er indholdet af et nyt lovforslag, som undervisningsministeren har fremsat i Folketinget den 18. november 2009.
Digitaliseringen betyder, at selvstændige erhvervsdrivende og arbejdsgivere, der tilmelder deltagere til kurser, skal foretage tilmeldingen digitalt, hvis tilmeldingen sker på en uddannelsesinstitution, der anvender det studieadministrative system EASY-A. Systemet bruges af AMU-centre og erhvervsskoler, der afholder 90-95 procent af uddannelsesaktiviteten på området.