Education at a Glance 2008: Danmark helt i front på uddannelse
Nyhed fra Undervisningsministeriet: Danmark fremhæves i den årlige rapport om OECD-landenes uddannelsessystemer, Education at a Glance, som et af de lande, der har haft størst stigning i udgifter til uddannelse. Rapporten viser, at Danmark ligger i toppen med hensyn til investeringer i uddannelse og befolkningens uddannelsesniveau.
Danmark fremhæves af OECD som et af de lande, hvor flest har et job, som svarer til deres uddannelsesniveau. Det skyldes, at vi har formået at tilpasse uddannelsessystemet til behovet for uddannet arbejdskraft.
Ifølge OECD skyldes det blandt andet vores høje niveau på erhvervsuddannelserne. Danmark fremhæves som et af de lande, hvor erhvervsskoleeleverne opnår mest praktisk erfaring i løbet af uddannelsen, og derfor også er bedst rustet til arbejdsmarkedet.
Publikationen Education at a Glance 2008 omfatter 30 OECD-lande og seks partnerlande. Tal og data stammer hovedsaglige fra skoleåret 2005/2006, finansåret 2005 og PISA-data fra 2006.
Læs mere på www.uvm.dk, hvor du også kan hente hele rapporten