Education Today - The OECD Perspective
For første gang har OECD samlet de vigtigste resultater af uddannelse, herunder livslang læring, i én rapport. Rapporten er baseret på resultaterne fra OECD's arbejde siden 2002 og især i de seneste 3-4 år.
Rapporten er opdelt i ni kapitler, hvor kapitel fem og seks udelukkende beskæftiger sig med voksenuddannelse og lifelong learning.
I rapporten kan man blandt andet læse, at 1 ud af 20 voksne i alderen 30-39 deltager i formel uddannelse enten på fuld- og deltid i OECD-landene, det gælder også 1,4% af aldersgruppen 40 +. Voksne er mest tilbøjelige til at tage job-relateret, ikke-formel uddannelse i de tre nordiske lande og USA, samt Frankrig og Schweiz. Utilstrækkelige muligheder for uddannelse er ikke den vigtigste grund til, at mange voksne ikke deltager i livslang læring. En af de største barrierer er, at mange voksne ganske enkelt ikke er interesserede. Det kan skyldes, at de ikke har behov for uddannelse eller fordi de ikke har kendskab til mulighederne. Det kan også skyldes manglende incitament til at starte eller manglende tid på grund af arbejde eller familie. Endelig viser hjerneforskningen, at læring er en livslang aktivitet, og jo længere man fortsætter med indlæring, des mere kan man lære, når man kommer op i alderen.