Hver femte dansker ville ikke bestå indfødsretsprøve
LO skriver i ugebrevet A4:Spørgsmålene i indfødsretsprøven er for svære for hver femte dansker, der ville blive afvist, hvis de skulle kvalificere sig til statsborgerskab. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 har fået gennemført. Dumpeprocenten understreger, at prøven udgør en urimelig høj barriere for udlændinge i forhold til dansk statsborgerskab, mener eksperter og oppositionspolitikere.
Især unge danskere ville få problemer, hvis de skulle kvalificere sig til statsborgerskab på samme måde som udenlandske ansøgere. 34 procent af de 18-29 årige kan ikke svare på 32 af 40 spørgsmål, som er minimumskravet for at bestå. Også kvinder har større problemer med paratviden om Danmark end gennemsnittet, viser undersøgelsen. 28 procent af danske kvinder ville være nægtet statsborgerskab, hvis de havde deltaget i indfødsretsprøven mod 12 procent af mændene.