Integration gennem voksen- og efteruddannelse
Nationalt Center for Kompetenceudvikling igangsætter en ny undersøgelse for Nordisk Ministerråd om integration af indvandrere gennem voksen- og efteruddannelse. Undersøgelsen afsluttes med udgangen af 2009.
NCK skal i det kommende år undersøge om indvandrere og efterkommere gennem voksen- og efteruddannelse bliver bedre integreret og opnår en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.
Formålet med undersøgelsen er at samle og systematisere den eksisterende viden på nordisk plan.
Der eksisterer allerede en række mere eller mindre systematiske og velbeskrevne erfaringer inden for området. Gennem de sidste tyve år er der gennemført forskning og udviklingsarbejder i de nordiske lande, som på forskellig vis har fokuseret på og indhøstet erfaringer med samspillet mellem undervisning, uddannelse og integration. Alene inden for de seneste år er der taget en række initiativer, der skal styrke integrationen gennem en større arbejdsmarkedstilknytning. Som et par eksempler på initiativer taget i Danmark, kan man fremhæve, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har oprettet videnscentre, der skal se på kompetenceafklaring af indvandrere. Der er oprettet en landsdækkende specialfunktion for beskæftigelsesindsats af indvandrere og efterkommere, som blandt andet indsamler metoder til integration på arbejdsmarkedet. Inden for erhvervsuddannelserne er der etableret strukturer, der kan fremme samspillet med erhvervsuddannelserne og sprogundervisning. Derudover har DPU for Integrationsministeriet foretaget en undersøgelse af muligheder og barriere for flygtninge og indvandrere i overgangen fra sprogcentrenes danskundervisning til erhvervsuddannelserne. Erfaringerne fra flere af disse initiativer er allerede opsamlet og beskrevet.
Samarbejde mellem fem nordiske lande
NCK skal derfor i 2009 indsamle, analysere og sammenfatte et datamateriale, der giver et validt grundlag for det videre arbejde med integration gennem voksen- og efteruddannelse inden for forskellige dele af uddannelsessystemet. Undersøgelsen skal gennemføres som en sammenlignende analyse af forholdene i de nordiske lande.
En forudsætning for, at der kan gennemføres en veldokumenteret valid undersøgelse i de fem nordiske lande er et godt kendskab til forholdene i de enkelte lande. Derfor løses opgaven i et samarbejde mellem følgende institutioner:
- Docent Birna Arnbjörnsdóttir, Islands Universitet
- Seniorforsker Perly Folstad Norberg, Norges Tekniske Naturvidenskabelige Universitet (NTNU)
- Universitetsadjunkt Monica Larson, Göteborgs Universitet
- Professor Petri Salo, Åbo Akademi University
- Lektor ph.d Karen Lund, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Centerleder Bjarne Wahlgren, Nationalt Center for Kompetenceudvikling (NCK)
Opgaven placeres ved NCK, der leder og koordinerer arbejdet. NCK formidler løbende status og resultater fra undersøgelsen blandt andet via dette nyhedsbrev.
Yderligere information
Centerleder og prodekan Bjarne Wahlgren, telefon 8888 9515, wahlgren@dpu.dk