Aarhus Universitets segl
Dette projekt er afsluttet, og hjemmesiden opdateres derfor ikke længere.

Mindre frafald, større faglighed og udvikling af social og kommunikativ kompetence blandt unge voksne i den almene voksenuddannelse

Det er formålet med projektet "Det samarbejdende klasserum", som gennemføres af fire Voksenuddannelsescentre i hovedstadsområdet med finansiel støtte fra Region Hovedstaden. Virker det?

VUC Lyngby, VUC Nordsjælland, VUC Frederiksberg og VUC Vestegnen gennemfører et projekt, der videreudvikler, afprøver og effektmåler en pædagogisk metode, "Cooperative Learning" i en dansk virkelighed og mere specifikt i forhold til VUC'ernes nye kursistmålgrupper.

Kompetenceudviklingsforløb for de deltagende lærere i form af orientering om metoden og løbende supervision i forbindelse med implementeringen indgår som en vigtig del af projektet.

Baggrunden er, at kursistgruppen på VUC er ændret. Den traditionelle VUC-kursist har været en voksen person, målrettet og stærk både i sin motivation og faglighed. I de sidste 6-8 år har tendensen ændret sig til, at også mange unge voksne melder sig på VUC. I dag udgør denne aldersgruppe majoriteten af kursisterne. Deltagergruppen fremstår altså heterogen og mangfoldig med både unge voksne, voksne, midaldrende og ældre kursister med vidt forskellige personlige og faglige ressourcer samt social og kulturel kapital.

Udfordringen for VUC er at planlægge uddannelser og at gennemføre undervisning, der tilgodeser den heterogene gruppe af kursister med en mangfoldighed af ønsker og mål.

Projektets overordnede mål er at øge gennemførslen markant og målbart ved at udforske og udvikle en VUC-pædagogik, der omfatter de "unge voksne". Lærerne skal have redskaber og metoder til at tilrettelægge en undervisning og skabe et klasserum, der får flere kursister til at deltage og føle sig inkluderet. Endelig skal undervisningen bidrage til at give kursisterne sociale færdigheder, øge deres kommunikative evner og højne deres faglige niveau.

Mere præcist er formålet med projektet:

  • At medvirke til indfrielsen af Region Hovedstadens ambition om, at 95 % af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse
  • At arbejde på en målbar forøgelse af gennemførelsesprocenten i forhold til tidligere 
  • At udvikle en VUC pædagogik, der omfatter de "unge voksne" 
  • At lærerne får redskaber og metoder til at tilrettelægge en undervisning, der får flere kursister til at deltage og føle sig inkluderet - mere rummelighed i klassen
  • At lærerne får øget bevidsthed om pædagogiske strukturer i undervisningsrummet


Metoden, Cooperative Learning (CL), er gennemprøvet og dokumenteret i USA. Der er noget, der tyder på, at metoden kan imødekomme de komplekse krav, der stilles for udvikling af kursisternes faglige, sociale og kommunikative sider på tværs af forskellighederne på VUC' erne. Desuden øger CL bevidstheden om den adfærd, man som lærer er medvirkende til at skabe blandt kursisterne. Projektet vil også afprøve, om metoden virker på samme måde i dansk sammenhæng.

Nationalt Center for Kompetenceudvikling har fået opgaven som evaluator på projektet. I den sammenhæng er NCK ved at indsamle dokumentation om CL-metoden og om dens mulige virkninger. NCK har i den forbindelse indsamlet den (meget begrænsede) viden, som findes internationalt om måling af effekten af uddannelse/undervisning/træning af voksenundervisningslærere. Det sidste vil blive fremlagt på ASEMs internationale konference om Teachers in Adult Education and Lifelong Learning den 30. juni 2009.

Læs mere om projektet på www.ncfk.dk/Coorporative_Learning

Yderligere information
Lea Lund Larsen, tlf: 8888 9592, llla@dpu.dk

Oops, an error occurred! Code: 202311301002159c71b45b