VUC & hf Nordjylland har initieret to udviklingsprojekter med det formål at fremme udviklingen af en ny VUC pædagogik rettet mod unge målgrupper og at afprøve og udvikle en ny model for kontinuerlig kompetenceudvikling. NCK har bidraget til projektet med viden om pædagogisk udvikling.
Det ene projekt Ny målgruppe – ny pædagogik er inspireret af et tidligere gennemført projekt på fire VUC’er i hovedstadsområdet om CL – Cooperative Learning. VUC & Hf Nordjylland ønsker at have et bredt perspektiv på udvikling af metoder, lærerkompetencer og læringsmiljøer med særlig fokus på den nye målgruppe ”unge voksne”. Arbejdet er ikke bundet til en bestemt arbejdsform eller metode. Udviklingsprojektet knyttes til en ny organisering af underviserne i teams omkring enkelte hold.
Det andet projekt Kontinuerlig kompetenceudvikling er bl.a. gennem NVL inspireret af nordiske erfaringer med brug af forskningscirkler og læringscirkler i kompetenceudviklingsforløb for ansatte. Formålet er at afprøve en organisering af kontinuerlig kompetenceudvikling, der tager afsæt i deltagernes oplevede behov for at forbedre, udvikle eller ændre egen praksis. Det er tanken, at der på cirkelmøder arbejdes med konkrete udfordringer fra den daglige praksis, indhentes ny viden og inspiration, og udvikles nye ideer, som kan afprøves i praksis. Temaet for cirkelarbejdet vælges af de ansatte. Der knyttes en forsker eller anden ressourceperson til den enkelte læringscirkel, som faciliterer arbejdsprocessen.
NCK evaluerer begge projekterne gennem en omfattende erfaringsopsamling.